Ham her var nok den der gav mig min kærlighed til katte:
Pusser Pusser

Min mor kom hjem med ham en oktoberdag i 1983, det har jeg noteret i mit fotoalbum fra dengang.
Jeg husker at han bestemt ikke var nogen rask mis, man kan godt se han var våd i næsen på det ene billede. Om han var blevet væk hjemmefra eller blevet smidt ud ved vi ikke, men han holdt til omkring den fabrik min mor på det tidspunkt arbejdede på. Han havde utroligt svært ved at klare sig selv og overlevede formentligt kun fordi de ansatte fodrede ham. Min mor, som allerede dengang elskede katte, besluttede at han altså ikke skulle dø af sult og kulde. Så selvom min stedfar bedyrede at han hadede katte, så kom kræet hjem.
Nå, dyrehader er ingen af os, så da katten jo tydeligtvis var syg, kom han til dyrlæge. Her blev han vurderet til at være ca. år gammel, var forkølet og havde mængder af utøj. Meningen var at han skulle afleveres på et internat, når han var rask, så nogen kunne få ham. Han var simpelthen sød og rar, tror ikke han kunne hvæse. Heldigvis blev enden på den sag at katten, som fik navnet Pusser af min mor, valgte at fedte sig ind hos min stedfar. De var den rigtige taktik for inden ugen var gået var Pusser ikke hjemløs længere.
Han fik 12 gode år hos mine forældre.

Da jeg flyttede hjemmefra året efter Pussers indflytning måtte jeg ikke få ham med, så jeg måtte jo anskaffe min egen kat. Godt nok gik der nogle år før jeg gjorde alvor af det.
Men en kat kom der.

Den første Freddie blev desværre ikke ret gammel. Jeg var dum nok til at tage ham fra en familie som ikke passede på deres hunkatte, så der var katte i alle aldre og tilstande på deres villahavegrund.
Freddie
Jeg ved godt billedet ikke ret godt, men det er hvad jeg har. Freddie var hele tiden syg og tilbragte temmeligt meget tid hos dyrlægen. Den tid jeg nåede at have ham var dog sjov. Han var jo min første killing og hvad det kræ ikke kunne finde på...... Han var simpelthen så sød.
Dengang avlede jeg lidt kaniner og derfor var kaniner en hel naturlig del af min hverdag og Freddie måtte lære at de skulle være der. Han måtte altså lære ikke at opfatte dem som bytte.
Tanya og Freddie
Derfor blev han også hurtigt introduceret til kaninerne. Tanya, som han møder på ovenstående billede, var min avlshun og iøvrigt en vældigt sød kanin. Hun forsøger at få kontakt, men han blev vidst lidt forskrææket. Indrømmet, hun var jo også lidt stor i forhold til ham. Snart kunne de ligge og sove tæt i sengen og de vaskede faktisk også hinanden.
Dog var Tanya nok ikke lige så knust over at Freddie måtte aflives ganske få måneder gammel pga sygdom som han havde haft med sig fra sit forrige "hjem" som jeg var.

Efter få dage kunne jeg ikke holde ud ikke at have kat. Da Freddie blev aflivet havde dyrlægen tilbudt mig en kat han havde siddende. Faktisk havde han en morkat med 3 killinger den dag, men jeg var ikke parat til at få en anden lige der.
Efter et par dage tog jeg så alligevel ned til dyrlægen, mit hjem manglede jo en kat.
Da ham her kom hen til mig var jeg solgt:
Johan Johan
De øjne var jo simpelthen lækre, specielt hans ejeliner syntes jeg var utroligt charmerende.
Nu var der kun 2 katte tilbage, begge killinger ca 3 mdr. gamle. Hankillingen kom hen til mig, mens hans søster blev i baggrunden og så lidt tvivlende ud. Han kom til at hedde Johan. Nu sad hunkillingen jo så der alene og dyrlægen sagde, forespurgt af min medbragte mor, at hun ville blive aflivet. Nu havde de været hos dyrlægen længe nok, var vidst født der, og hun skulle ikke sidde alene tilbage.
Selvfølgelig skulle hun da ikke aflives, sikke da et spild af liv.
På vejen hjem fik hun navnet Sofie.
Sofie Sofie
De flyttede ind i September 1990, var født 6/6-1990. Sofie måtte desværre aflives efter at have fået kræft i kæben, d. 25/3-2003. Johan blev lidt ældre, men blev tydeligt en gammel kat. Han tabte sig meget selvom hans appetit ikke fejlede noget, men han kunne bare ikke optage næringsstoffer mere så 20/9-2005 måtte jeg sige farvel til ham. Det var et meget stort tab at miste de 2. Jeg fortrød jo naturligvis aldrig at jeg havde taget hende med dengang.
I 1992 fik jeg Ludvig i forbindelse med at jeg flyttede fra mit kollegieværelse til min egen lejlighed. Dengang havde mine katte adgang til at komme ud, desværre betød det at Ludvig forsvandt sporløst kort tid efter jeg havde fået ham. Nøj, hvor jeg rendte op og ned af vejene og kaldte og ledte efter ham, han var som sunket i jorden. Johan og Ludvig blev med det samme legekammerater, Sofie var absolut ikke venligt stemt overfor den lille fredsforstyrrer. Men da Johan og Ludvig legede godt sammen lod de Sofie være i fred, og der var ro i hjemmet.
Ludvig Ludvig

I 1992 fik jeg Oliwer. Han var en lille bangebuks, bange for sin egen skygge. Sofie tog ikke kærligt imod ham, slet ikke. Faktisk tog det næsten et halvt år før de fik indledt den våbenhvile som varede livet ud, venner blev de aldrig.
Han var kun 10 uger da jeg købte ham gennem DBA. Dengang var jeg ikke helt klar over at de skulle blive hos deres mor til de var 12 uger. Det havde nok været det bedste for Oliwer, for han havde gennem livet mange problemer. Han havde blandt andet nogle aggressive tendenser, jeg kunne holde dem stangen ved at lære hvornår han kunne blive aggressiv, derfor blev det aldrig et rigtigt problem at bo sammen med ham.
Oliwer
Da jeg skulle hente ham, måtte jeg låne min mors bil. Derfor kom han med hjem til mine forældre. Det tog han faktisk roligt, selv deres kat Pusser, blev der ingen problemer med. Oliwer viste første dag at mad var vigtigt for ham.
Oliwer er lukket ude fra køkkenet
Derfor var han heller ikke tilfreds med at blive lukket ude fra køkkenet mens der blev tilberedt aftensmad. At han overhovedet kunne hænge der var jeg ret imponeret over.
Måske havde han ikke fået mad nok hos sin mor fordi de var 6 killinger. Jeg havde nu ikke indtrykket af at de ikke blev passet som de skulle, killingerne. Alle var vældigt livlige og interesseret i mig og min mormor, som var med ude og hente Oliwer, dog ikke Oliwer som sov hele tiden.
Desværre blev Oliwer kun 8 år gammel, han blev syg i vinteren 2001, begyndte at kaste op og holde sig for sig selv. Efter flere undersøgelser hos dyrlægen stod det klart at Oliwer var alvorligt syg. Hans affaring blev begsort, hvilket er tegn på at der er blod i. Samtidig tabte han sig og mistede også tildels appetitten. Da Oliwer altid havde været mere end almindeligt madglad, vidste jeg godt at det stod slemt til med ham.
Dyrlægen vurderede at Oliwer havde fået kræft i maven og den 11/4-2001 lod jeg ham aflive, det var det mest kærlige jeg kunne gøre for ham. Hold da op hvor jeg tudede. Oliwer var trods, eller måske pga, sin besværlige personlighed blevet en så stor del af mit liv at tanken om at miste ham var langt væk, jeg kunne slet ikke fatte det. Jeg troede ikke man kunne elske en kat så meget som jeg elskede Oliwer, han havde og vil nok altid have en helt speciel plads i mit hjerte.
Jeg elsker og har elsket mine andre katte, men Oliwer vil for altid have en hel særlig plads, selvom det er så mange år siden han døde, over 6 år, så glemmer jeg ham aldrig og kan stadig savne ham.
Heldigvis har jeg siden fået andre dejlige katte, Doughnut, Lante og Mowgli er naturligvis højt elskede lyslevende katte.


Tilbage til forsiden